e-mail
Admin

Tilblivelse


Juwel 34, en kapsejladsbåd med et enormt fartpotentiale, bliver for første gang produceret til sejlads i Danmark.

Juwel 34 er glasfiberversionen af den i 90-erne legendariske Frøken 34. Denne blev konstrueret af Povl Brøker og bygget i diagonallimet mahogni i midten af 80-erne. Frøken 34 vandt og vinder stadig mange kapsejladser.
I begyndelsen af 90-erne blev der taget initiativ til at lave en glasfiberversion af Frøken 34, og i håb om også at få et sydeuropæisk marked fik den navnet Juwel 34.
Pinsepakke og generel afmatning på bådmarkedet gjorde, at Juwel'n ikke slog an i Danmark. Der blev dog støbt i alt 14 juwel'er, som alle stort set er hjemmehørende på Bodensøen.
Sidste vinter blev der imidlertid bygget et eksemplar af Juwel 34 til sejlads på kapsejladsbanerne i Danmark.
Båden er støbt af retningsorienterede glasfibermåtter med et mellemlag af divinycel. Støbeprocessen blev omhyggelig kontrolleret for brug af for megen polyester, da den samlede vægt skulle holdes så lav som mulig. Stivheden i skroget er dels skabt ved afstivninger af rør i aluminium og dels ved, at køjeforkanterne løber ubrudt i hele bådens længde og er støbt fast. Resultatet er et skrog, der er utrolig stift.
Apteringen er gedigent udført i marineplywood lakeret 5-6 gange. Der er tænkt mere på kapsejlads end på turkomfort, selv om båden også er funktionel som turbåd.
Bådens rig er udført af Hansen og Hamacher. Masten er profil Z265 og bommen Z360. Profilerne er meget lette og på samme tid stive. Riggen er rodrig fæstnet i røstjern, der er boltet på hovedskottet, der igen har fat i mastebundstokken. En særdeles solid konstruktion. Aalborg Sejlmageri har leveret sejlene. Det blev ved design af disse besluttet at undlade genoa og i stedet lave et storsejl med en stor kappe. Dispositionen må, efter en sæson på kapsejladsbanerne, siges at være vellykket. Der har ikke været vindforhold, hvor genuaen har været savnet. Og i stagvendingerne udtrykker gasterne glæde ved "kun" at skulle hale 20 kvadratmeter hjem. Finishen på sejlene er særdeles fin.
De første Juweler blev bygget med en konventionel ellipsekøl med en dybgang på 160 cm. I samråd med Povl Brøker valgte bådebyggeren i stedet at bygge en moderne køl bestående af en 60 cm. lang finne (NACA 13.5 %) med en torpedo forneden. Bådens dybgang er forøget til 190 cm. Resultatet er en fantastisk stiv båd.
Juwelens sejlegenskaber er ren sejlglæde. Den er i fuldstændig neutral på roret, og bliver den sejlet oprejst i vindstyrker over 5-6 sekundmeter, logger farten på kryds nemt 7 knob og derover. Højden har ofte snydt besætningen, så der vendes for sent i forhold til den vurderede layline til topmærket. Så snart der bliver slæk på skøderne, stiger farten drastisk. Spilersejlads er et kapitel for sig selv. Roret har godt fat i vandet, og rorsmanden skal være endog meget ukoncentreret, for at båden skærer op.
Båden sejles bedst med en besætning på 5-6 mand. Cockpittet er vel dimensioneret, og alle vinkler er funktionelle. Ved tursejlads krydser båden fint for storsejlet alene.

Juwel 34: